VEDTÆGTER  

Hent printvenlig version 

 

Vedtægter for Kolding Firma Idræt.        

 

1. Foreningens navn. Foreningens navn er Kolding Firma Idræt. Stiftet den 19. marts 1952.
    Foreningens signatur er KFI.

§ 2. Foreningens hjemsted. Foreningen er hjemmehørende i Kolding Kommune

§ 3. Foreningens formål. Foreningens formål er gennem arbejdspladsen og familien at styrke interessen for idræt,  motion og samvær.

§ 4. Organisationsforhold.
4.1. Foreningen er tilsluttet Dansk Firmaidrætsforbund og underkastet de for dette forbund til en hver tid gældende vedtægter samt retningslinier.
4.2. Foreningen er medlem af Kolding Idrætsråd.

§ 5. Medlemskab.
5.1. Foreningen der er åben for alle, optager fortrinsvis personer, der er hjemmehørende i Kolding Kommune som nedenfor nævnt:
   a. Firma-, etats og brancheidrætsklubber samt disses familier.
   b. Fællesskaber samt disses familier.
   c. Enkeltmedlemmer.
   d. Passive medlemmer, der ønsker at støtte foreningens formål. 
5.2. Ved familier forstås: Ægtefæller eller samlever og deres børn, under forudsætning af, at de har fælles postadresse. 5.3. En Firmaklub eller et Fællesskabs optagelse i Kolding Firma Idræt sker efter indsendelse af et optagelsesskema. Optagelsen afgøres af forretningsudvalget.
5.4. Kolding Firma Idræt udsteder medlemskort senest 1 måned efter grundkontingent er betalt.

§ 6. Udmeldelse. Udmeldelse af foreningen skal ske skriftligt til Forretningsudvalget.

§ 7. Ordinær generalforsamling.
7.1. Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed. Ordinær generalforsamling holdes hvert år inden udgangen af oktober måned og indkaldes med mindst 30 dages varsel.
7.2. Dagsordenen skal mindst indeholde følgende punkter:
   1. Valg af dirigent.
   2. Valg af referent.
   3. Bestyrelsens beretning.
   4. Fremlæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse.
   5. Indkomne forslag.
   6. Fastsættelse af kontingent.
   7. Orientering om næste års budget.
   8. Valg i henhold til vedtægterne.
   9. Eventuelt.
7.3. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden skriftligt i hænde senest 14 dage før mødet.
7.4. En lovlig indvarslet generalforsamling er beslutningsdygtig uanset antallet af fremmødte.
7.5. Dagsorden, indkomne forslag samt regnskab kan afhentes på foreningens kontor 8 dage før den ordinære generalforsamling.

§ 8. Ekstraordinær generalforsamling.
8.1. Ekstraordinær generalforsamling holdes, når et flertal i bestyrelsen finder det nødvendigt, eller når 1/3 af medlemmerne stiller skriftlig anmodning herom, bilagt dagsorden.
8.2. Anmodningen fra medlemmerne skal imødekommes af Forretningsudvalget senest 1 måned efter modtagelsen. Mødet indkaldes med 8 dages varsel vedlagt dagsorden.

§ 9. Afstemninger.
9.1. Alle afgørelser træffes ved almindeligt stemmeflertal. Dog kræves der 2/3 flertal ved ændringer i vedtægter.
9.2. Alle medlemmer har stemmeret, såfremt man er fyldt 16 år. Dog bortfalder denne ret, hvis et medlem er i kontingentrestance.
9.3. Kun fremmødte har stemmeret. Der kan således ikke stemmes ved fuldmagt.
9.4. Skriftlig afstemning skal foretages, blot 1 medlem kræver det. Blanke og ugyldige stemmer gælder ikke.
9.5. Intet forslag, der ikke i forvejen er bekendtgjort i henhold til dagsordenen, kan kom til afstemning. Dette gælder ikke ændringsforslag, der kan fremsættes på mødet.
9.6. Forslag til behandling og beslutning kan ikke afgøres under punktet eventuelt.

§ 10. Valg.
10.1. Valgbarhed til Forretningsudvalget (FU) opnås, når et medlem er fyldt 18 år. Valgbarhed til udvalg opnås, når et medlem er fyldt 16 år.
10.2. Generalforsamlingen vælger et forretningsudvalg bestående af: - Formand - Næstformand - Økonimiansvarlig - Sekretær
10.3. I ulige år vælges formand og sekretær. I lige år vælges næstformand og økonomiansvarlig.
10.4. Generalforsamlingen vælger hvert år 1 suppleant til forretningsudvalget.
10.5. Generalforsamlingen vælger personer til de af FU nedsatte udvalg. I lige år vælges for de enkelte udvalg én mere end halvdelen af medlemmerne i udvalget. I ulige år vælges for de enkelte udvalg én mindre end halvdelen af medlemmerne i udvalget.
10.6. Generalforsamlingen godkender efter indstilling fra FU foreningens revisionsselskab.
10.7. Alle valg gælder for 2 år ad gangen. Suppleanter dog 1 år.

§ 11. Forretningsudvalget (FU).
11.1. FU har den daglige ledelse af foreningen og udarbejder selv sin forretningsorden.
11.2. FU er beslutningsdygtigt, når mindst 3/4 af FU - medlemmerne er til stede.
11.3. Alle afgørelser i FU træffes ved almindeligt stemmeflertal. Dog kan et medlem af FU forlange skriftlig afstemning. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.

§ 12. Bestyrelsen.
12.1. Bestyrelsen består af FU, udvalgsformændene samt formanden for halbestyrelsen i den selvejende institution Parkhallen.
12.2. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden og skal føre referat over sine møder, der afholdes så ofte, formanden finder det nødvendigt, eller når mindst 4 bestyrelsesmedlemmer forlanger det.
12.3. Bestyrelsesmødet skal indkaldes med mindst 8 dages varsel.
12.4. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 2/3 af bestyrelsesmedlemmerne er til stede.                      
12.5. Alle spørgsmål afgøres ved almindelig stemmeflerhed.

§ 13. Udvalg.
13.1. Til varetagelse af de daglige praktiske og idrætslige opgaver, nedsætter FU det for arbejdet nødvendige antal udvalg.
13.2. Et udvalg skal minimum bestå af 3 medlemmer.
13.3. Udvalgsmedlemmerne vælges på den ordinære generalforsamling.
13.4. Udvalgene konstituerer sig selv med formand.
13.5. FU udarbejder retningslinier for arbejdets praktiske omfang med hertil hørende organisatoriske og økonomiske beføjelser og kompetencer.

§ 14. Ad hoc udvalg.
14.1. FU kan nedsætte og opløse udvalg til løsning af særlige kortere varende opgaver.
14.2. Hertil kan også udpeges personer udenfor bestyrelse og udvalg.
14.3. FU udpeger formanden og medlemmer til disse udvalg og udarbejder retningslinier for disse.
§ 15. Medlemspligter.
15.1. Foreningens medlemmer, klubber og hold er underkastet de af foreningen og Dansk Firmaidrætsforbund vedtagne vedtægter, retningslinier og bestemmelser.
15.2. Overholdes disse anvisninger ikke, kan bestyrelsen udelukke de berørte medlemmer og hold fra deltagelse i de løbende turneringer og aktiviteter, indtil forholdene er bragt i orden.

§ 16. Tegningsret.
16.1. Foreningen tegnes af formanden. Fuldmagter kræver for at være gyldige, underskrift af formand og økonomiansvarlig.
16.2. Køb, salg og pantsætning af fast ejendom samt optagelse af lån, kræver en godkendelse på en generalforsamling samt underskrift af et flertal i FU.
16.3. Foreningen hæfter kun med sin formue, FU samt øvrige medlemmer hæfter ikke personligt overfor tredjemand ved lovligt trufne beslutninger og afgørelser.

§ 17. Kontingent:
17.1. Kontingent, der opdeles i et grundkontingent, som betales af alle medlemmer og et aktivitetskontingent, fastsættes hvert år således:
   a. Grundkontingent fastsættes af generalforsamlingen.
   b. Aktivitetskontingent indstilles af de enkelte udvalg og godkendes af FU. 17.2. Grundkontingentåret går fra 1. juli. til 30. juni. Grund- og klubkontingent opkræves én gang om året. Ved indmeldelse i løbet af året betales der fuldt kontingent.
17.3. Forretningsudvalget har beføjelse til at forhøje aktivitetskontingentet med det formål at sikre foreningens drift. 17.4. Alle kontingenter til foreningen er forfaldne ved præsentationen.
17.5. Kontingentrestance, der ikke er betalt senest ved sæsonens afslutning, medfører automatisk fortabelse af medlemskabet.

§ 18. Regnskab og revision.
18.1. Regnskabsåret går fra 1. juli til 30. juni. Regnskabet skal indeholde et driftsregnskab og en status.
18.2. Den løbende regnskabsførelse foretages af foreningens ansatte kontorhjælp.
18.3. Den økonomiansvarlig fremlægger det reviderede regnskab til godkendelse samt orienterer om næste års budget på generalforsamlingen.
18.4. Revisionen foretages af statsautoriseret eller registreret revisor.
18.5. Revision af regnskabet skal være foretaget senest 14 dage før generalforsamlingen.
18.6. Revisionen skal efterprøve regnskabets rigtighed samt kontrollere, at der foreligger nødvendig dokumentation for indestående på foreningens diverse konti, herunder bank- og girokonti.
18.7. Revisionen kan foretage uanmeldte kasseeftersyn i foreningen.

§ 19. Eksklusion.
19.1. Et enigt forretningsudvalg kan til enhver tid med øjeblikkelig varsel ekskludere medlemmer, der bevisligt ikke overholder foreningens vedtægter og retningslinier eller udviser grov usportslig optræden ved stævner og turneringer. 19.2. Ligeledes kan et enigt forretningsudvalg ekskludere medlemmer af bestyrelsen, hvis disse bevisligt arbejder til skade for foreningen.
19.3. Den eller de ekskluderede kan forlange deres sag behandlet på førstkommende ordinære generalforsamling, hvortil de har adgang under sagens behandling.
19.4. Generalforsamlingen har den endelige afgørelse.

§ 20. Våbenpåtegning.
20.1. Da foreningen er berettiget til at give våbenpåtegning, er foreningens skydeudvalg forpligtiget til at give orientering til politiet, eller om fornødent at tilbagekalde påtegning overfor et medlem, der efter skydeudvalgets skøn af en hvilken som helst årsag, ikke længere bør være indehaver af en meddelt tilladelse til et våben.
20.2. En våbenpåtegning bortfalder, når medlemskabet af foreningen ophører.

§ 21. Doping.
21.1. Foreningen er gennem sit medlemskab af DFIF underlagt forbundets gældende dopingregulativ.
21.2. Foreningens medlemmer er forpligtet til, på forlangende, at deltage i dopingtest, som udføres af de, forbundet har bemyndiget hertil.
21.3. Overtrædelse af dopingregulativet vil medføre sanktion i henhold til DFIFs dopingregulativ.

§ 22. Vedtægtsændringer.
22.1. Forslag til ændringer i vedtægter kan indstilles af såvel FU, bestyrelse, udvalg og medlemmer.
22.2. Til gyldig beslutning om ændringer kræves et flertal på 2/3 af de afgivne stemmer herfor.
22.3. FU er dog bemyndiget til, under forbehold af generalforsamlingens endelige godkendelse, at foretage sådanne ændringer i foreningens vedtægter, som kan nødvendiggøres på grund af offentlige myndigheders eller organisationers krav, uden at § 22.2. behøver gå i opfyldelse.

§ 23. Foreningens opløsning.
23.1. Opløsning af foreningen kan kun ske når 2/3 af de fremmødte medlemmer på to på hinanden følgende i samme     anledning indkaldte generalforsamlinger stemmer herfor.
23.2. Såfremt der efter en opløsning skulle findes overskydende midler, afgør flertallet af de fremmødte, hvilke almennyttige idrætsformål midlerne skal gå til.
23.3. Det afgående FU har pligt til at forestå afviklingen af foreningen.

Vedtaget på generalforsamling den 27. oktober 2015.                      
H.C. Jørgensen                  Bo Ravn Bertelsen                      
Formand                           Dirigent
_______________________________________________________________________________________________

Kolding Firma Idræt